Velkommen - til Jan og Kaja's rejsedagbog om vores tur til det vestlige USA i maj-juni 2012. Det er vores første besøg i USA og de sidste par måneder er gået med planlægning og forberedelser til vores drømmerejse, som vil bringe os til følgende stater - Californien, Arizona, Utah og Nevada - en tur på ca. 3500 km. Turen har vi selv arrangeret og forventningerne om mange gode og spændende oplevelser er store - forhåbentlig bliver de indfriet. Du kan følge med på vores tur her i rejsedagbogen som - efter behov - bliver opdateret med tekst og billeder. Flere billeder kan ses i fotoalbummet USA Road Trip 2012. |
|
Mandag 21. maj 2012 Så oprandt endelig dagen, hvor vi skulle indlede rejsen til Guds eget land - den har været ventet med længsel og forventning længe. Vi gik tidligt i seng søndag aften, i håb om at få en god nattesøvn inden den lange flyvetur, men - lidt som forventet - vågnede vi begge tidligt kl. 04.30, selvom vækkeuret først var sat til at vække kl. 05.45. Vi havde allieret os med Farfar, som var overtalt til at køre os til Aarhus lufthavn. Herefter gik turen til København - London Heathrow - San Francisco, hvortil vi ankom kl. 01.50 - altså i alt godt 17½ time undervejs. Tidsforskellen mellem DK og Californien er 9 timer, så lokaltid var 16.50. Alt forløb planmæssigt, lige indtil vi skulle igennem Custom & Border Control i lufthavnen - her var man slet ikke gearet til at modtage et læs passagerer fra en Jumbojet Boeing 747 - det tog 1½ time at slippe igennem nåleøjet. Forinden var der blevet taget fingeraftryk og foto til deres arkiver. Efter den lange - og til tider - noget kedsommelige rejse, klemt ned i et smalt flysæde, var det at skulle stå i kø ikke lige det vi havde mest brug for. Endelig langt om længe nåede vi igennem kontrollen og kunne hente vores lejebil, en spritny Chevrolet Captiva V6 lejet i 3 uger for kr. 4500 inklusiv en fuld tank. Herefter gik turen til vores motel "Town House Motel", centralt placeret i forhold til det meste af det vi skal se i San Francisco. På det tidspunkt var vi meget trætte, men vi holdt ud endnu et par timer, inden vi langt om længe kunne lægge os til at sove - jeg tror vi sov inden hovedet ramte puden. |
|
Tirsdag 22. maj 2012 Tidligt op næste dag - allerede kl. 06.45 var vi lysvågne og spændte på at komme ud at se på alle seværdighederne. Morgenmaden bestod af en tynd kop kaffe, med et stykke wienerbrød og en banan. Dagens program var stort set fastlagt hjemmefra, idet vi på internettet havde købt billet til fangeøen Alcatraz, som er et must når man er i San Francisco. Det er tilrådeligt at bestille billetter i god tid, da man ellers ikke kan være sikker på at kunne komme over til øen den dag, man ellers havde planlagt. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var en utrolig flot sejltur over til Alcatraz, hvor vi samtidig havde udsigt til et andet af San Franciscos store seværdigheder - Golden Gate. Alcatraz blev i 1853 - under den amerikanske borgerkrig indrettet - befæstet med artilleri til beskyttelse af indsejlingen til San Francisco. På grund af sin isolerede beliggenhed blev øen få år senere indrettet til også at huse krigsfanger. I 1933 blev øen overdraget til fængselsvæsnet og kom de næste 30 år til at huse nogle af USA's farligste fanger - herunder Alcapone "Scarface" og "Machine Gun Kelly". Et spændende og samtidig skræmmende vidnesbyrd om, hvilke forhold man bød kriminelle på den tid. Absolut et besøg værd. Eftermiddagen blev brugt på at køre en tur over Golden Gate og samtidig benytte lejligheden til at tage nogle billeder af den flotte bro. Broen stod færdig i 1937 - er 211 m høj og 2737 m lang. |
|
Onsdag 23. maj 2012 |
|
Torsdag 24. maj 2012 |
|
Lørdag 26. maj 2012 Efter en god nats søvn startede vi dagen med endnu en gang solid amerikansk morgenmad på "Ellens Pancake House". Herefter gik turen til Solvang, som minder om en dårlig kulisse til en Hollywood film, men alligevel interessant at opleve - om ikke andet så for at kunne sige - we have been there. Fra Solvang videre til en gåtur på en vindomsust strandpromenade i Santa Barbara, hvor vi så fiskehejrer dykke efter fisk, ligesom vi var en tur omkring byens smukke retsbygning. Fra Santa Barbara gik turen direkte til Hollywood LA, hvor vi nu har indlogeret os på Sunset Boulevard for de næste 3 dage. |
|
Søndag 27. maj 2012 Endnu en dag fyldt med oplevelser. Først gik turen til Warner Brothers, hvor vi var på en VIP Studio Tour og gik bag scenen og så hvordan de laver film - herunder serien "Friends". Herefter et besøg på den nærliggende Forest Lawn Memorial Park. Eftermiddagen tilbragte vi på Venice Beach. Dagen sluttede vi af med et besøg på Griffith Observatory, med en fantastisk udsigt over Los Angeles. |
|
Mandag 28. maj 2012 En afslappet dag hvor vi kørte rundt og besøgte nogle af vores mange venner i Hollywood, såsom Jack Nicholson, Brad Pitt og Angelina og Simon Cowell. På en gåtur ned ad Hollywood Boulevard mødte vi sandelig en gammel bekendt Marilyn Monroe, som insisterede på at jeg tog et foto af hende og Kaja sammen. Personen i midten af billedet præsenterede sig som "Scarface" og var vistnok Marilyns nye date. Senere svingede Kaja kreditkortet på Rodeo Drive - det ender nok med, at jeg må gå hele vejen på casinoerne i Las Vegas for at redde vores økonomi :-( |
|
Tirsdag 29. maj 2012 |
|
Onsdag 30. maj 2012 |
|
Torsdag 31. maj 2012 Dagen bød på en køretur fra San Diego til Yuma, Arizona - en strækning på ca. 275 km. Ikke nogen specielt stor afstand i kilometer, men i temperatur en verden til forskel. Fra behagelige 24-26 grader til uhyggelige 44 grader - noget af en omvæltning, som det nok tager lidt tid at vænne sig til. Giver minder om min tid i Irak. Landskabet har også ændret sig drastisk fra grønt og frodigt til stenet og goldt, men alligevel smukt på sin måde. Det bliver en varm nat, da vi har slukket for vores larmende aircondition, spændende hvor meget søvn vi får. |
|
Fredag 1. juni 2012 Det var alligevel ikke så slemt med varmen på vores værelse - selv med en slukket aircondition - da temperaturen faldt til mere tålelige grader i løbet af natten. Fra Yuma satte vi kursen mod Sedona - en køretur som ikke bød på de store naturoplevelser - og for første gang i ferien, gjorde vi ikke holdt undervejs for at tage fotos. Til gengæld kom kameraet på overarbejde da vi nåede frem - hold da helt op nogle flotte røde bjerge. Ikke for ingenting at det bliver kaldt "Red Rock Country". |
|
Lørdag 2. juni 2012 Dagens store oplevelse var et besøg i Grand Canyon - et af højdepunkterne i vores ferie. Desværre var sigtbarheden ikke helt optimal, så billederne yder ikke helt retfærdighed til den flotte natur. Solnedgangen er noget helt specielt, idet klipperne skifter farve til en flot rød kulør. |
|
Søndag 3. juni 2012 Vi startede dagen med endnu engang at nyde den storslåede udsigt i Grand Canyon. Forsøgte forgæves at få det "perfekte" billede i kassen, men intet billede kan yde retfærdighed til den flotte natur - man må selv tage dertil og se det med sine egne øjne. Om eftermiddagen var vi endnu engang vidne til et af naturens vidundere da vi besøgte Monument Valley i staten Utah. Et smukt syn helt på højde med Grand Canyon - billedet taler vist for sig selv. |
|
Mandag 4. juni 2012 Antelope Canyon var dagens mål og den levede til fulde op til vores forventninger om at se noget smukt og anderledes. Antelope Canyon ligger i Navajo land og bliver af lokalbefolkningen kaldet "Stedet hvor vandet løber igennem klipperne". I monsun sæsonen løber overskydende vand igennem klipperne og har over tid skabt dette pragtfulde stykke natur. For $80 havde jeg tilmeldt mig en speciel Photographers Tour, som gav mere tid og muligheder for at tage billeder og det var helt sikkert pengene værd. Flere billeder kan ses i fotoalbummet - klik her |
|
Tirsdag 5. juni 2012 Vores rundtur i de amerikanske canyons er ved at være slut i denne omgang. I dag gik turen nordpå til Bryce Canyon som, trods sit navn, ikke er en canyon, men et gigantisk naturskabt "amfibieteater". Bryce Canyon er karakteristisk på grund af de geologiske strukturer, der kaldes jordpyramider (hoodoos), dannet af vind, vand og is erosion. Igen et utrolig flot skue. |
|
Onsdag 6. juni Morgenen blev brugt på endnu en gang at nyde synet af den flotte Bryce Canyon og tage de sidste billeder inden vi satte kursen mod syndens by - Las Vegas. Undervejs passerede vi forbi Zion Canyon, som også trak i fotografen, men Kaja sagde stop - hun var ved at få canyon kuller. Senere kom vi forbi en lille western by med det danske flag vajende fra flagstangen - ikke et øje var tørt. Retfærdigvis skal siges, at det ikke var det eneste flag :-) Sidst på eftermiddagen kørte vi ind i Las Vegas og indlogerede os på vores hotel Imperial Palace, hvor vi skal tilbringe de næste 4 dage. Udsigten fra vores suite kan vi ikke klage over. |
|
Torsdag 7. juni Brugte dagen/aftenen på at udforske og opleve Las Vegas Boulevard også kaldet "The Strip". Strip betyder bl.a. afklæde/frarøve - altså, hvad man i overført betydning risikerer at blive udsat for, når man besøger de mange kasinoer. Kort fortalt er "The Strip" et kæmpestort tivoli, men et helt anderledes af slagsen. Hver aften opføres diverse gratis shows foran mange af kasinoerne med henblik på at lokke folk indenfor. Foran kasinoet Bellagio er et kæmpe springvand, som er koreograferet så det passer med den musik der spilles til - f.eks. "Time to say goodbye". Kasinoet Treasure Island (Skatteøen) opfører et show med dansepiger der giver den som Sirener, som forsøger at lokke sømænd i fordærv. De forsøgte også at lokke undertegnede, men man har vel ryggrad :-/ |
|
Fredag 8. juni 2012 Endnu en dag i Las Vegas - en interessant by med mange forskellige og sjove typer af mennesker - som man kan få megen tid til at gå med at kigge på. Kaja havde været på udkig efter Elvis, da hun havde hørt at han skulle være i byen og endelig fandt hun ham - endda hele 3 af slagsen på en gang. Mickey Mouse havde også fundet vej til Las Vegas, men havde kigget lidt for dybt i flasken. |
|
Lørdag 9. juni 2012 Dagens absolutte højdepunkt var koncerten med Celine Dion i The Colosseum i Caesars Palace - og hun levede helt op til vores forventninger og gav en forrygende koncert. Celine har efterfølgende sendt os en mail og takket for at vi kom og vi skulle endelig hilse mange gange, hvilket hermed er gjort. En god afslutning på en ferie som er ved at være ved vejs ende - desværre. I morgen kører vi de ca. 400 km tilbage til Los Angeles. |
|
Søndag 10. juni Efter en lidt lang og kedelig køretur er vi nu kommet til Los Angeles og har igen checket ind på vores hotel på Sunset Boulevard. Vi har også tanket vores lejebil for sidste gang i dag, til en pris af ca. kr. 5,85 pr. liter - en overkommelig og rimelig pris. Vi har i alt kørt 4.519 km på de knap 21 dage vi har været afsted - det lyder måske af meget, men det har kun været korte strækninger på 200 - 300 km pr. dag og et par enkelte strækninger på ca. 400 km. Ret overraskende er det meget begrænset hvad vi har set til mine kollegaer undervejs - vi fandt dog et par af dem på Hollywood Boulevard. En nydelig dresscode og måske noget vi skulle overveje at indføre for nogle af vores kvindelige kollegaer herhjemme. |
|
Mandag 11. juni 2012 Tid til at rejse hjem - det har været 21 dage fantastiske dage med en masse oplevelser, som det vil tage nogen tid at fordøje. Vores fly letter kl. 19.50 lokal tid og vi forventer at ankomme til Danmark tirsdag kl. 21.15 - Det vil helt sikkert blive en lang tur. |